Musik er et græsk ord, som oprindeligt betød tonekunst, men som også i antikken omfattede digtning og dans. I antikken indgik musik i mange forskellige sammenhænge som f.eks. fester, kulthandlinger, teaterforstillinger, sportslege, recitation af digte, arbejde, krig m.m. De to vigtigste genrer var dithyramben og paian, som havde forbindelse til henholdsvis dionysoskulten og apollondyrkelsen. Lyraen og kitharaen var de mest almindelige strengeinstrument, og der blev også anvendt et blæseinstrument kaldet aulos. De græske filosoffer var meget optaget af musikkens påvirkning af mennesker, og om hvorvidt musikken var skadelig eller ej.
I middelalderen var det især kirkemusikken, herunder gregoriansk munkesang, som var fremherskende. Gregoriansk munkesang er karakteriseret ved at være e
n enstemmig melodi, som følger ordets accenter. Én af den enstemmige kirkemusiks mest kendte komponister er Hildegard af Bingen (1098-1179). I middelalderen fandtes også en verdslig musikkultur, som kom til udtryk i folkeviser, som eksempelvis kunne være ridderviser, skæmteviser eller trylleviser. I 1300-tallets Frankrig opstod en ny verdslig musik kaldet ars nova (ny kunst). Ars nova blev banebrydende ved at notere rytme i nodesystemet, og der udvikledes flerstemmig sang og nye genrer som eksempelvis balladen. Troubadourer var sydfranske komponister og sangere, som rejste rundt og optrådte for folk og kongelige med deres troubadoursange, og de nød stor anseelse ved fyrstehofferne.