Wienerklassisk er en periodebetegnelse for årene 1770-1800, og musikken er fortrinsvis komponeret af tidens store komponister Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791), Ludwig van Beethoven (1770-1827) og Joseph Haydn (1732-1809). I slutningen af 1700-tallet var Wien stadig en af de vigtigste byer i Europa, fordi det var her kejseren boede, og her var mange adelige familier og et rigt borgerskab, hvilket skabte et økonomisk fundament for at have et rigt musik- og kulturliv med opera- og koncerthuse, musikforlag og kopistcentraler. Hverken Mozart, Beethoven eller Haydn er født i Wien, men de har alle tre boet i Wien, og byen havde stor betydning for udbredelsen af deres musik. I den wienerklassiske periode blev der grundlagt flere vigtige institutioner, bl.a. den offentlige koncert, genrenormer, kompositionsnormer og adfærdsmønstre hos publikum, som stadig dominerer den klassiske musikkultur i dag.
Stil og genre
Genrerne inden for wienerklassik er strygekvartet, klaversonate, klaverkoncert, symfoni og opera. Stilen inden for disse genrer er kulminationen på 1700-tallets udvikling og samtidig en syntese af modsatrettede tendenser. Wienerklassiken var en modreaktion på den overlæssede og kontrapunktiske barokstil, så i 1730’erne og 1740’erne udviklede komponisterne – med udgangspunkt i den italienske opera – en mere enkel stil og udtryksform. Der var en tydelig adskillelse af melodi og akkompagnement med iørefaldende og korte melodiske fraser samt symmetrisk periodisering i 4- og 8-taktsperioder. Dertil kom en enkel harmonisk sats, som byggede på få akkorder og få akkordskift i modsætning til barokmusikken. Formmæssigt var wienerklassiken
kendetegnet med enkle, todelte former med gentagelse af hver enkelt del.
Wienerklassisk syntese var en sammensmeltning af disse forenklingstendenser, som til sammen blev holdt inden for en musikalsk ramme af ro og balance. Samtidig smeltede en række tyske, franske og italienske nationale stiltræk sammen til en helt ny international musikalsk udtryksform. Desuden flyttedes fokus fra det vokale til den instrumentale musik, og musikken forbundethed med kirke og hof forsvandt, så musikken nu kunne opføres på sine egne præmisser.
Instrumentalmusikken
Inden for instrumentalmusikken blev der udviklet et specielt formningsprincip, som kaldes sonateform. Karakteristisk for sonateformen er, at den indeholder flere dele, som aftegner en begyndelse, en midte og en slutning. Sonateformen bliver dermed bærer af den klassiske syntese: en melodisk passage præsenteres, og så bearbejdes og omformes den undervejs (gennemføringsdelen), hvor der opstår en slags ”kamp” mellem hovedtema og sidetema, og henimod satsens slutning fremstår passagen mere eller mindre i sin oprindelige skikkelse, men nu mere tonalt stabil.
Kendte værker
Den nye instrumentalstil kommer bl.a. til udtryk i Haydns strygekvartetter (Opus 33 og frem) samt Pariser- og London-symfonierne fra 1780’erne og 1790’erne. Hos Mozart kan man høre den wienerklassiske instrumentalstil i hans klaverkoncerter fra wienerårene og de seneste seks symfonier inklusiv de tre store fra 1788. Ludwig van Beethovens klaversonater (til og med Waldsteinsonaten fra 1803) og de to første symfonier er ligeledes oplagte eksempler.