Den herskende stilretning inden for musikken i det 19. århundrede er romantikkens musik, som er karakteriseret ved opløsningen af de klassiske former, betoningen af det følelsesfulde udtryk samt udvidelsen og overskridelsen af den traditionelle harmonik. Romantikkens musik har desuden en tæt forbundethed med den tyske litterære romantik, samtidig med at romantikkens musik var en modreaktion på Wienerklassiken.
Motiver: sagnromantik, eventur, utopi og det overnaturlige
Stofvalget til musikken omhandler sagnromantik, det overnaturlige, eventyragtige og en utopisk tilstand. Eksempler finder man f.eks. inden for operaen med Carl Maria von Webers opera Jægerbruden, Wagners Den flyvende hollænder, Tannhäuser og Lohengrin samt Mozarts Tryllefløjten. De romantiske motiver og sjælstilstande blev understøttet af musikalske stemninger, der havde en national liedagtig tone og ridderromantiske manerer.
Højromantik
Højromantikken kan inddeles i første og anden fase. Første fase er repræsenteret af komponisten 
Robert Schumann (1810-1856), som var inspireret af Jean Paul og E.T.A. Hoffmann, finder man en lyrisk indadvendthed og romantisk poetisering, hvor digtning og musik smelter sammen. Eksempler på Schumanns musik er Papillons opus 2, Carnaval opus 9 og Fantasiestücke opus 12. I anden højromantiske fase finder man eksempelvis Richard Wagners operaer Nibelungens Ring og Tristan og Isolde. Et andet eksempel er Guiseppe Verdi (1813-1901), som var en italiensk, romantisk operakomponist med kendte værker som Aida og La Traviata.
Senromantikken
I senromantikken, som strækker sig fra 1850-1890, bliver de traditionelle former og elementer i musikken opløst. Det betyder, at orkesterpaletten bliver endnu mere farverig, og følelserne bliver stadig mere overstrømmende, og de enkelte komponister udvikler et individuelt tonesprog. Et eksempel er, at Gustav Mahlers symfonier voksede til et hidtil ukendt omfang, og at han til dels opgav den traditionelle firsatsighed samtidig med, at hans symfonier ofte indeholdt vokaldele.