Renæssancemusikken (1425-1625) var overvejende kirkelig musik (messer, hymner motetter osv.) og henimod slutningen af perioden var der mere fokus på verdslige former som chansons og madrigaler. Ingen græsk musik fra antikken kunne inspirere til en ”genfødsel”, men de gamle græske tekster fik betydning for renæssancemenneskets opfattelse af musik i relation til tekst. Dermed fik antikken alligevel betydning for musikteori- og æstetik. Eksempelvis lå der en æstetisk motivering bag udviklingen af den cykliske messe, som var renæssancens største musikalske form.
Den Burgundiske Skole
I 1400-tallet dannedes den Burgundiske skole med betydningsfulde renæssancekomponister som Guillaume Dufay (1397-1474), Gilles Binchois (1400-1460) og Antoine Busnois (1430-1492). Stilen i deres kompositioner var en modreaktion mod den manierede stil, som kendetegnede ars sibtilior (musikstil) i 1300-tallet. I stedet komponerede de musik, hvor stilen var mere flydende og klar, og blandt de populære genrer var flerstemmige kærlighedssange. Fra midten af 1400-tallet rejste musikere og komponister fra Burgund til Italien og andre europæiske lande, hvor de fik ansættelse hos paven, fyrster eller den magtfulde Medici-familie i Firenze, og dermed spredtes renæssancemusikken. Musikken fik også medvind ved opfindelsen af bogtrykkerkunsten, for så blev det nemmere at kopiere noder.
Palestrina – senrenæssancen
Renæssancemusikken udviklede sig til mange stilarter og skoler i senrenæssancen, og én af de mest kendte komponister fra 1500-tallet er Palestrina, som tilhørt den romersk-katolske skole. 
Han komponerede omkring 700 værker, herunder 250 motetter og 104 messer, og han fik stor betydning for romersk-katolsk kirkemusik.
Barokmusikken – 1600-1750
Barokmusikken fulgte i kølvandet på renæssancemusikken, og det er en europæisk klassisk musikstil, som var fremherskende i 1600-1750. Barokmusikkens stil er kendetegnet ved at være streng i tempo, takt og rytme, og der anvendes ofte generalbas og ornamentik. År 1600 var et vigtigt vendepunkt i musikhistorien, fordi den polyfone (flerstemmige) stil blev afløst af den homofone, så der var en enkelt melodistemme i fokus. Derudover opstod nye kunstformer som oratorium og opera, og instrumentalmusikken udviklede sig selvstændigt. I Italien udviklede musikdramaet sig til opera, hvilket betød, at fokus var på sangerne og deres virtuositet, og selve den dramatiske handling i opførelserne måtte træde i baggrunden. Oratoriet udviklede sig ligeledes til at blive en musikalsk oplevelse mere end det kirkelige musikdrama, som det tidligere havde været. Inden for instrumentalmusikken blev der skabt nye former som sonaten, solokoncerten og suiten. Baroktiden var desuden en periode, hvor instrumentbygningen går stærkt, og Cremona bliver stedet for nogle af verdens bedste violinbyggere (Stradivarius, Amati og Guarnerius).
Kendte komponister fra baroktiden er f.eks. Johann Sebastian Bach (1685-1750), Georg Friedrich Händel (1685-1759) og Antonio Vivaldi (1678-1741). Især Bach og Händel bliver de store navne i baroktiden. Händel blev hyldet for sin store række af oratorier, og Bachs bidrag til instrumentalmusikken og hans betydning for protestantisk kirkemusik er ikke overgået af nogen andre komponister siden.