Inden for kompositionsmusik er ’ny musik’ en betegnelse for ny og eksperimenterende musik. I perioden 1600-1900 tallet blev det tonale system anvendt til at komponere med, men omkring 1900-tallet kom en opbrudstid – ikke kun inden for musikken, men inden for mange andre kunstarter. Der skete et opbrud med traditionen, og der var en længsel og fremdrift mod det nye og eksperimenterende. Der er især to komponister, der står som fyrtårne i landskabet, når det gælder ny musik, og det er den østrigske komponist Arnold Schönberg (1874-1951) og den russiske komponist Igor Stravinskij (1882-1971).
Arnold Schönberg og den atonale musik
Omkring 1909 blev den østrigske komponist Arnold Schönberg kendt for sin tolvtoneteknik, som var et opgør med det tonale system. Den atonale musik har til formål at sætte tonaliteten fri, og det gav en helt ny slags moderne kompositioner, som man ikke havde hørt magen til før.
I kølvandet på 1. Verdenskrigs rædsler blev den atonale musik bl.a. anvendt til at beskrive en absurd verden, hvor de store fortællinger er brudt sammen.
Igor Stravinskij – stor musik og stor skandale
En anden epokegørende komponister er Igor Stravinskij, der betragtes som den største komponist i
det 20.århundrede. I 1913 var der premiere på balletstykket Le Sacre du Printemps, hvor han vendte de musikalske traditioner ryggen og skabte en slags uorganisk musik, som var voldsom og anderledes. Le Sacre du Printemps indeholdt uregelmæssige rytmer og mønstre, som vakte skandale,fordi tilhørerne ikke forstod, hvad det var de lyttede til. Efterfølgende kastede han sig over neoklassicismen og hentede inspiration til sin musik fra græsk mytologi og hos Bach, Mozart og Tjajkovskij. Le Sacre du Printemps efterlod dog et uudsletteligt indtryk for eftertiden, fordi den åbnede ører og øjne for, hvad musikken kan.
Elektronisk musik
Efter 2. Verdenskrig kom der ny teknik som pladespillere og optageudstyr, som gjorde det muligt at optage musikstumper og sætte dem sammen på nye måder. Der opstod to æstetiske retninger i Paris og Köln. I Paris kaldte man det for konkret musik, og her bearbejdede man konkrete lyde som musikinstrumenter, kasseroller og tog i et musikstudie. I Köln kaldte man det elektronisk musik, og her arbejdede man med kunstigt frembragte lyde. I 1960’erne oprettede man en række elektro-akustiske studier i både Europa og USA. Elektronisk musik opfattes som en del af begrebet computermusik, og siden 1980’erne har man brugt begrebet elektronisk musik omf.eks. Lydcollager samt andre udtryksformer inden for avantgarde og modernisme.