Den klassiske musikhistorie er rig på mestre som Bach, Mozart og min egen danske stolthed, Carl Nielsen, hvis værker har formet min og mange Andres musikforståelse. Men en ofte overset, fascinerende og til tider hjerteskærende verden er den, der tilhører de kvindelige komponister. Deres bidrag har alt for længe stået i skyggen. At opdage deres musik er som at finde glemte noder til en symfoni, man ikke vidste manglede – en kilde til både dyb glæde over de kunstneriske skatte og en stille sorg over den anerkendelse, de så sjældent fik i deres samtid. Ligesom vi i Danmark har haft bemærkelsesværdige kvindelige komponister som Maria Theresia Ahlefeldt, Emma Hartmann og Nanna Liebmann, hvis værker fortjener større opmærksomhed, udforsker denne artikel disse og mange andre internationale kvinders musik, de udfordringer de mødte, og hvorfor deres stemmer fortjener at blive hørt og værdsat på lige fod med deres mandlige kolleger.
Fortidens skygger og kampen for anerkendelse
Musikhistorien, som den traditionelt er blevet fortalt, har desværre ofte været en historie om mænd. Kvindelige komponister har kæmpet mod massive samfundsmæssige barrierer, der begrænsede deres adgang til uddannelse, professionelle netværk og de store scener. Som The Guardian indsigtsfuldt påpeger, var døre til operahuse, universiteter, konservatorier og musikforlag ofte lukkede for kvinder. Stillinger i katedraler, ved hoffet og på konservatorier var forbeholdt mænd. Musikologen Marcia Citron har, som det detaljeret beskrives på Wikipedia, fremhævet netop disse udfordringer, sammen med nedladende holdninger fra anmeldere, der ofte affejede kvinders musik som ‘salonmusik’ uegnet til koncertsalen. Selv filosoffer som Rousseau og Kant bidrog til at underkende kvinders kreative potentiale. Forestillingen om, at kvinder måske besad teknisk kunnen, men manglede den ‘intellektuelle kapacitet’ til at komponere, var udbredt, hvilket The New York Times har belyst.
For at navigere i dette ofte fjendtlige landskab måtte kvinder ty til forskellige overlevelsesstrategier. Nogle valgte et liv i kyskhed, andre omfavnede rollen som hustru og mor med mange børn, som Clara Schumann, eller opretholdt et billede af perfekt hjemlighed, som Fanny Mendelssohn Hensel. Deres musik blev, som den anerkendte vidensportal Lex.dk belyser indsigtsfuldt, oftere skabt i klostre frem for katedraler, opført i private saloner frem for store koncertsale, og udgivet i mindre, mere ‘acceptable’ formater. Dette har utvivlsomt bidraget til, at deres værker er blevet mindre synlige i den kanoniserede musikhistorie, der har favoriseret store, offentligt opførte værker. Jeg kan kun forestille mig den indre kamp og den enorme viljestyrke, det må have krævet at fortsætte med at skabe under sådanne vilkår. At skabe et hyggehjørne, hvorndu kan nyde musikken, har måske for nogle af dem været et tiltrængt frirum til fordybelse og komposition.
Tidlige pionerer der brød igennem
På trods af de massive forhindringer findes der lysende eksempler på kvinder, der satte deres umiskendelige præg på musikhistorien helt fra middelalderen. Den tyske abbedisse Hildegard af Bingen (ca. 1098-1179) var en sand polyhistor – mystiker, forfatter og komponist. Hun skabte et omfattende oeuvre af liturgisk musik, herunder det allegoriske musikdrama ‘Ordo Virtutum’ samt et stort antal sekvenser, responsorier og hymner, ofte med egne tekster, som både The New York Times og den informative kilde Classic FM har fremhævet. Hendes musik er dybt spirituel og original. Før hende kender vi til den byzantinske nonne Kasia fra 800-tallet, hvis hymner er bevaret, og i 1100- og 1200-tallet bidrog kvindelige trubadurer, kendt som trobairitz, som f.eks. Beatrice de Dia, til den høviske digtning med overleverede melodier, ifølge Lex.dk. Alene det, at deres musik har overlevet århundreder, vidner om dens iboende kraft.
Springer vi frem til renæssancen og barokken, møder vi flere bemærkelsesværdige kvinder. Maddalena Casulana (ca. 1540-1583) var sandsynligvis den første kvinde, der fik trykt verdslig vokalmusik i 1566. Francesca Caccini (1587 – ca. 1640) skabte i 1625 ‘La Liberazione di Ruggiero dall’isola d’Alcina’, et såkaldt ‘balletto in musica’, der betragtes som den første opera komponeret af en kvinde. Dette værk blev, ifølge The Guardian og The New York Times, skabt i en periode med stærke kvindelige mæcener ved Medici-hoffet. Barbara Strozzi (1619-1677) fra Venedig var, trods udelukkelse fra opera og kirkemusik, en af sin tids mest publicerede komponister af verdslig vokalmusik, med flere trykte værker end nogen anden komponist i det 17. århundrede, som Classic FM bemærker. Nonnen Isabella Leonarda (ca. 1620-1704) var ligeledes utroligt produktiv og komponerede messer, motetter og vigtige instrumentale triosonater. Og i Frankrig opnåede Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre (1664-1729) protektion fra selveste Ludvig 14. og komponerede både opera, ballet og kammermusik. Disse kvinder var ikke blot undtagelser; de var kraftcentre af kreativitet.
Romantikkens og det tidlige 20. århundredes kvindelige mestre
I det 19. århundrede fik musikundervisning større vægt i den kvindelige dannelse, men vejen til anerkendelse som komponist var stadig brolagt med forhindringer. To skikkelser, der lyser op, er Fanny Mendelssohn Hensel (1805-1847) og Clara Schumann (1819-1896). Fanny, Felix Mendelssohns søster, var en yderst talentfuld komponist med over 460 værker, hvoraf flere oprindeligt blev udgivet under brorens navn, som Classic FM nævner. Hendes ‘Sonntagsmusik’-koncerter i hjemmet var et vigtigt musikalsk forum, men hun kæmpede længe for at få lov til at publicere under eget navn, hvilket The Guardian beskriver. Clara Schumann var en af sin tids største klavervirtuoser og en respekteret komponist, hvis værker inkluderer en smuk klaverkoncert og en gribende klavertrio. Som de værdifulde ressourcer hos Library of Congress og Danmarks Underholdningsorkester fremhæver, var hun en formidabel kunstner, der dog selv til tider tvivlede på sine evner som komponist i en mandsdomineret verden. Deres historier vidner om en dyb passion for musikken, der trodsede tidens normer.
Louise Farrenc (1804-1875) var en anden markant skikkelse. Hun modtog undervisning af førende musikere som Ignaz Moscheles og Anton Reicha, blev professor i klaver ved Conservatoire de Paris og var en anerkendt komponist, der skrev i de fleste genrer, herunder symfonier og kammermusik. Som POV International beretter, måtte hun kæmpe i næsten et årti for at opnå samme løn som sine mandlige kolleger – en kamp hun vandt efter en succesfuld premiere. Hendes musik, der stilistisk kan placeres mellem Hummel og Dvořák, fortjener langt større opmærksomhed. I Sverige kæmpede Elfrida Andrée (1841-1929) en lignende brav kamp for retten til at uddanne sig og arbejde som organist, og hun lykkedes med at påvirke lovgivningen, som POV International også fortæller. Disse kvinder var ikke blot komponister; de var pionerer, der banede vejen for fremtidige generationer.
Billeder som dette af kvindelige musikere fra fortiden minder os om den lange, ofte usynlige, tradition af kvinder i musikken, hvis bidrag fortjener at blive trukket frem i lyset.
Nye stemmer og nye kampe ved århundredeskiftet
Ved indgangen til det 20. århundrede trådte en ny, mere selvbevidst generation af kvindelige komponister frem. Engelske Ethel Smyth (1858-1944) var en markant skikkelse, både som komponist af operaer (hele seks stykker), en messe, en dobbeltkoncert og store orkesterværker, og som aktiv suffragette. Hendes opera ‘Der Wald’ blev opført på Metropolitan Opera i 1903, og hendes ‘March of the Women’ blev kvindebevægelsens hymne, en fascinerende detalje som den velansete kilde Classical-Music.com og Classic FM fremhæver. Amerikanske Amy Beach (1867-1944) var et musikalsk vidunderbarn og blev den første amerikanske kvinde, der opnåede succes som komponist af store symfoniske værker, herunder hendes ‘Gaelic Symphony’, ‘Mass in E flat major’ og et anerkendt ‘Piano Concerto’. Cécile Chaminade (1857-1944) fra Frankrig var uhyre populær i sin samtid og udgav over 400 kompositioner, især klaverstykker og sange. Mélanie Bonis (1858-1937), også kendt som Mel Bonis, der studerede med César Franck og havde medstuderende som Debussy, måtte bruge et mandligt klingende pseudonym for at camouflere sit køn, som POV International fortæller. Hendes personlige og dybtfølte musik, herunder hendes Violinsonate Op. 112, fortjener genopdagelse.
En af de mest lysende, men også tragiske, skæbner er Lili Boulanger (1893-1918). Trods et kort liv, præget af sygdom, efterlod hun sig en række dybt originale og gribende værker, såsom sangcyklussen ‘Clairières dans le ciel’ og det symfoniske digt ‘D’un soir triste’. Som blot 19-årig blev hun den første kvinde, der vandt den prestigefyldte Prix de Rome med kantaten ‘Faust et Hélène’, en bedrift der ifølge de informative sider Lex.dk og Classical-Music.com sendte chokbølger gennem det mandsdominerede musikmiljø. Hendes musik, der blander impressionistiske og modernistiske træk, er fuld af udtryksfuld skønhed. En anden vigtig stemme er Florence Price (1887-1953), en afroamerikansk komponist, der måtte overvinde fordomme på grund af både køn og race. Hun blev den første afroamerikanske kvinde, hvis symfoni (‘Symphony in E minor’, også kendt som Symfoni nr. 1) blev opført af et stort amerikansk orkester, Chicago Symphony Orchestra. Hendes musik, der elegant blander spirituals, afroamerikanske danserytmer (såsom juba, en energisk dans af afroamerikansk oprindelse), og klassiske former, er en sand perle, som Danmarks Underholdningsorkester og Classical-Music.com har fremhævet. Hendes Strygekvartet nr. 2 i a-mol er et andet eksempel på hendes talent. Disse kvinders bidrag viser en utrolig spændvidde og originalitet.
Genopdagelse og fremtiden for kvindelige komponister
Det er en trist kendsgerning, at så mange af disse talentfulde kvinder og deres værker er blevet ‘glemt’ eller aktivt overset. Den målrettede musikhistoriske kvindeforskning, der tog fart i 1970’erne, som Lex.dk nævner, har været afgørende for at afdække disse skjulte skatte. Men statistikkerne taler stadig deres tydelige sprog. I Danmark udgør musik af kvindelige komponister kun omkring 3,6% af det, der opføres i koncertsale og operahuse, ifølge det oplysende Klassisk Magasinet. Globalt set viste en undersøgelse fra Donne UK, refereret af den informative publikation The Strad, at kun 5% af de opførte klassiske værker var skrevet af kvinder – og det var endda den højeste registrerede procentdel til dato! Årsagerne er komplekse og spænder fra ‘vanetænkning’ og manglende stillingtagen til utilstrækkelig investering i at rette op på ubalancen.
Heldigvis er der også positive tegn. Statistikker fra Bachtrack, som Dansk Komponistforening med glæde har delt, viser en markant fremgang for nulevende kvindelige komponister og dirigenter. I 2022 var 9 ud af de 20 mest opførte nulevende komponister kvinder, en enorm stigning fra tidligere år. Initiativer som DR P2’s julekalender med portrætter af kvindelige komponister, som Danmarks Underholdningsorkester omtaler, og ensembler som det britiske Her Ensemble, der fokuserer på musik af kvinder (The Strad), er utroligt vigtige. Ligeledes er de mange genudgivelser af noder og nye indspilninger, som blandt andet den omfattende Juilliard School’s biblioteksguide og POV International fremhæver, med til at gøre musikken tilgængelig. Jeg glæder mig personligt over hver ny opdagelse og hver genopdaget nodeark!
Dette billede af en kvinde ved klaveret i dag symboliserer for mig håbet og kontinuiteten. Musikken lever videre, og nye generationer af kvinder tager nodearkene til sig, fortolker dem og skaber ny musik. Det er afgørende, at vi understøtter denne positive udvikling.
Nulevende talenter og vejen frem
Det 20. og 21. århundrede har budt på en sand rigdom af kvindelige komponister, der har præget og fortsat præger alle musikalske strømninger. Tænk på navne som polske Grażyna Bacewicz, der komponerede syv violinkoncerter og meget andet, hvis musik ifølge POV International er både fri og abstrakt; amerikanske Ruth Crawford Seeger, kendt for sin radikale originalitet og værker som ‘String Quartet (1931)’ (Classical-Music.com); russisk-tatariske Sofia Gubaidulina; finske Kaija Saariaho, hvis opera ‘L’Amour de Loin’ brød en over 100 år lang tørke for kvindelige komponister på Metropolitan Opera (NYTimes); og franske Germaine Tailleferre, det eneste kvindelige medlem af Les Six (en gruppe af seks indflydelsesrige unge franske komponister i Paris efter Første Verdenskrig). Listen er lang og inkluderer også danske Else Marie Pade, en pioner inden for elektronisk musik, samt mange andre som Judith Weir, Nicola LeFanu og performancekunstneren Laurie Anderson, der nævnes af Lex.dk. Deres musikalske sprog er lige så varieret og rigt som deres mandlige kollegers. Mens vi fejrer disse kunstneriske bedrifter, er det også værd at anerkende, at nutidens kunstnere, ligesom alle andre, navigerer i en verden, hvor personligt velvære og selvtillid spiller en rolle. For dem, der måtte ønske at adressere aspekter af deres udseende, såsom hårtab, kan en professionel hårtransplantation være en værdifuld løsning, der bidrager positivt til selvbilledet og den generelle udstråling. Dette fokus på personlig pleje kan understøtte den selvsikkerhed, der er gavnlig i enhver profession, herunder den krævende musikverden.
For at sikre en mere ligeværdig fremtid er det afgørende med rollemodeller og en tidlig indsats i musikuddannelserne. Som komponisten Louise Alenius påpeger i en artikel fra Klassisk Magasinet, er det vigtigt, at musikskoler formidler, at komposition er for begge køn. Piger mangler ofte rollemodeller og har svært ved at identificere sig med det traditionelle billede af komponisten som en ældre, afdød mand. Min egen passion for noder og musikteori bunder i en tro på, at forståelsen af musikkens sprog er nøglen til at åbne døren til dens sjæl – uanset hvem der har skrevet den. På Nodeportalen.dk er det mit mål at bidrage til netop denne forståelse og inspirere flere til at udforske den klassiske musiks mangfoldighed, herunder de mange fantastiske værker af kvindelige komponister. Det er også herligt at kunne lytte sig til de bedste oplevelser i litteratur og musik, og opdage nye horisonter.
Lad musikken tale: En opfordring til at lytte og lære
Denne rejse ind i de kvindelige komponisters verden har været en øjenåbner for mig. Den har beriget min musikalske horisont og givet mig en endnu dybere respekt for den menneskelige kreativitet under alle forhold. Jeg vil derfor opfordre dig, kære læser, til selv at gå på opdagelse. Lyt til musik af Hildegard af Bingen (måske hendes liturgiske drama ‘Ordo Virtutum’), Clara Schumann (prøv hendes Klavertrio i g-mol, Op. 17), Florence Price (hendes Symfoni nr. 1 i e-mol er et godt sted at starte), Lili Boulanger (hendes ‘D’un matin de printemps’ er betagende) og de mange andre, der er nævnt her – og dem, der endnu venter på at blive (gen)opdaget. Opsøg deres noder, lyt til indspilninger, gå til koncerter, der programmerer deres værker. Den ‘lydens fravær’, som The Guardian så rammende beskriver, skal erstattes af klangfuld musik.
At integrere disse komponister i vores musikalske bevidsthed handler ikke kun om historisk retfærdighed; det handler om at give os selv adgang til et rigere og mere nuanceret musikalsk univers. Deres musik er ikke ‘kvindemusik’ – det er musik. Kraftfuld, rørende, intelligent, innovativ musik, der taler til os på tværs af århundreder. Min mission med Nodeportalen.dk er at bidrage til, at disse stemmer ikke blot bliver en fodnote i musikhistorien, men en levende og integreret del af den klassiske musiks store fortælling. For i sidste ende er det musikken selv, der er det stærkeste argument. Lad os give den plads til at tale.