Carl Nielsen

En af de største danske komponister var Carl Nielsen. Carl Nielsen (1865-1931) blev født i Sortelyng syd for Odense, og han har selv beskrevet sin opvækst i erindringsbogen Min Fynske Barndom, der udkom i 1927. Carl Nielsen voksede op under trange økonomiske vilkår i en familie med en stor børneflok. Hans far arbejdede som maler, daglejer og spillemand, og den lille Carl fik i en ung alder mulighed for at tage med faderen rundt at spille på violin. I drengeårene fik han violinundervisning i den lokale musikforening, hvor han stiftede bekendtskab med orkestermusik, og i 1879 deltog han i en musikkonkurrence, der førte ham ind i regimentmusikkorpset i Odense. Her spillede han altbasun og signalhorn.

Musikkonservatoriet og Det Kongelige Teater

Carl Nielsen blev optaget på Københavns Musikkonservatorium i 1884 med violin som hovedfag og aflagde eksamen i 1886. I 1889 blev han ansat som andenviolinist i Det Kongelige Kapel. Carl Nielsen var også komponist, og for sit opus 1, Suite for Strygere, blev han i 1890 tildelt Det Ancherske Legat. Pengene brugte han på en rejse til Tyskland, Italien og Frankrig. I Paris forelskede han sig i billedhuggeren Anne Marie Brodersen, og de to blev gift. Når man hører den romantiske historie, så får man lyst til selv at tage et par gode vagabond sko på og drage ud i verden. Carl Nielsen fratrådte sin stilling i Det Kongelige Kapel i 1905, og i 1908-1914 var han andenkapelmester ved Det Kongelige Teater. Året efter overtog han stillingen som dirigent i Musikforeningen i København. I 1916-1919 var han tilknyttet som teorilærer på musikkonservatoriet i København, og fra 1916 til sin død sad han også i direktionen på konservatoriet. Ni måneder efter sin tiltrædelse som direktør for Musikkonservatoriet døde Carl Nielsen af en hjertelidelse i 1931.

Hovedværker

Carl Nielsen var en meget alsidig komponist, der komponerede symfonier, operaer, klavermusik og orgelmusik, ligesom han satte musik til danske salmer og viser. Blandt hans mest kendte værker er Symfoni nr. 2, De fire temperamenter, Symfoni nr.4, Det uudslukkelige, operaerne Saul og David og Maskerade, Fynsk forår opus 42, Symfonisk suite for klaver, opus 8 og 29 små præludier for orgel, opus 51. Derudover skrev han over 250 sange, bl.a. Musik til 5 digte af J. P. Jacobsen, Viser og vers af J. P. Jacobsen, Salmer og åndelige sange og Sangbogen Danmark. Han har bl.a. også sat musik til den berømte vise „Jens Vejmand“ , som de fleste af os stifter bekendtskab med i skolen.

Carl Nielsens betydning

Carl Nielsen har haft en enorm indflydelse på efterfølgende generationer af danske komponister, Carl Nielsen skabte sit eget originale tonesprog, og selvom hans værker er skrevet i en modernistisk tone, så er de forankret i traditionen. Han var desuden med til at forny den danske sangskat, og mange af hans sange blev sidenhen folkeeje. Hans værker har siden 1960‘erne vundet større international anerkendelse og spilles rundt omkring i verden, ligesom der også laves nye indspilninger af hans musik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *